14. - 15. januar

Den store åbning og særudstilling med Christina Smith

Invitation til åbningen af

𝐋𝐘𝐒𝐄𝐓
- kunstnerretreat, atelier & galleri
+
særudstillingen
"Djævelen i detaljen"

- af billedkunstner Christina Smith

 

Lørdag d. 14. januar 2023 kl. 13 – 16.

 

___

Lørdag d. 14. januar slår vi for første gang dørene op til 𝐋𝐘𝐒𝐄𝐓.
Vi glæder os så meget.
Alle er velkomne – og det vil være muligt, både at nyde særudstillingen "Djævelen i detaljen" i galleriet og se resten af huset.
Museumsdirektør Kirsten Moesgaard fra Museet Holmen klipper den røde snor og holder åbningstale klokken 13.00.
Kom og fejr åbningen sammen med os – og nyd et lifligt glas bobler og andet godt til ganen og se vores kunstnerretreat, atelier og galleri, som vi i den grad har knoklet for at skabe.
𝐋𝐘𝐒𝐄𝐓 er blevet det mest vidunderlige, hyggelige hus/atelier/galleri – og med en beliggenhed i midten af kulturperlen Løgumkloster – lige overfor Museet Holmen, er rammerne sat til kreativ skabelse og lyse sind.
I 𝐋𝐘𝐒𝐄𝐓 flyder samtalen, tanken og kunsten frit!
___
I galleriet præsenterer vi særudstillingen Djævelen i detaljen af billedkunstner Christina Smith

"Velkommen til en verden, hvor intet varer evigt. For alt kan gå i stykker, skilles ad og har sin tid. Men i kunst kan det brudte sættes sammen til noget nyt. Og sådan opstår det evige liv: I kunsten."

Kunstneren bag denne særudstilling er Christina Smith: Mangeårig præst i den danske folkekirke, religionspædagog, forfatter, oversætter - og kunstner.

De religiøse referencer går igen i flere af hendes værker: alligevel betragter Christina Smith ikke sig selv som religiøs kunstner: "Det er bare de store fortællinger, der udfordrer mig mest som kunstner. Og de aller største – ja, de findes i det bibelske fortælleunivers."

 

 

Christina Smith er en kunstner, der teknisk spænder vidt. Vær forberedt på smukke akvareller, tørrede roser, pressede blade, det pureste bladguld, minutiøse mikroklip, bitte små perler, irrede jernspån, antikvariske bøger, ætset metal, gamle mønter m.m. Ind imellem et (næsten) helt klassisk oliemaleri. Og senest er også den nye, digitale kunstform NFT kommet til.

Hvert eneste værk har imidlertid et helt umiskendeligt og stærkt, personligt udtryk. Det er den samme, unikke fortællestil, der binder alle hendes værkerne sammen på trods og tværs af de forskellige teknikker.

Christina Smiths værker er fortællinger om liv og død – kærlighed og smerte – skrøbelighed og forfald – tro og tvivl - trøst og håb. Udstillinger byder både på selvstændige værker og på serien "Den Store Fortælling", hvor en række kendte personer og motiver i Bibelen udfordres både kunstnerisk og teologisk.

 

 

Udstillingen "Djævelen i detaljen" kredser om (og kræser for!) det store i det små - og kunstneren viser kærligt men bestemt det største frem i selv den allermindste detalje.

𝐔𝐝𝐬𝐭𝐢𝐥𝐥𝐢𝐧𝐠𝐞𝐧 𝐞𝐫 å𝐛𝐞𝐧:
lørdag d. 14. januar kl. 13 – 17
– samt
søndag d. 15. januar klokken 11 - 17.
Der er gratis entré.
𝐋𝐘𝐒𝐄𝐓
Østergade 22
6240 Løgumkloster
Vi GLÆDER os til at fejre åbningen og præsentere Christina Smiths smukke særudstilling. 
Kærlig hilsen
Jesper & Anne